Chokoladetærte med et spændende twist af lakridskaramel

Ingredienser

ca. 8-10 personer
Til denne opskrift skal der bruges en aflang tærteform 35cm*10 cm.

Kakaomørdej
140 g. hvedemel
15 g. kakao
50 g. flormelis
80 g. blødt smør
1/2 æg

Lakridskaramel
250 g. sukker
70 g. lakridssirup (gerne saltlakrids)
2 dl fløde
20 g. smør i tern

Chokoladeganache
100 g. mørk chokolade (cirka 60%)
80 g. fløde

Pynt
en smule havsalt
lidt overskydende lakridskaramel
rød skovsyre

Mørdej

Bland alle ingredienserne sammen, stop ligeså snart du har en samlet masse. Kom blandingen i en pose og herefter på køl i cirka en times tid. Kom dejen på et meldrysset bord og rul den ud til den er cirka 0,5 cm. tyk. Sørg for at rul dejen ud så den har samme form som den du skal have den i. Beklæd nu formen med mørdejen. Pres forsigtigt op langs kanterne så du er sikker på at få en flot kant på tærten. Kom herefter et stykke bagepapir henover dejen og hæld linser, kikærter eller lignende op til bagepapiret. Herved holdes tærten nede og du får det pæneste resultat. Bages ved 180 grader i cirka 10 minutter. Herefter tages tærten ud og bagepapir og kikærter fjernes. Bag nu tærten færdig i cirka 5-7 minutter eller indtil den er let gylden. Lad bunden køle af i formen mens du laver lakridskaramellen.

Lakridskaramel

Kom alle ingredienserne op i en kasserolle og rør rundt. Varm blandingen op til 115 grader under let omrøring. Tag karamellen af varmen når du rammer de 115 grader og kom herefter smørternene i. Afkøles i cirka 10 minutter og kommes herefter op i tærteformen (gem en lille smule til pynt). Hæld ikke lakridskaramel helt op til toppen da du skal have plads til chokoladeganachen, som skal på toppen. Kom tærten på køl i cirka 1-2 timer inden du laver din chokoladeganache. Lakridskaramellen skal være godt kold og fast inden du fortsætter til næste step.

Chokoladeganache

Hak chokoladen fint. Varm fløden op til det netop rammer kogepunktet. Tilsæt 1/4 af fløden til chokoladen og rør rundt. Hæld herefter lidt af den varme fløde i, lidt efter lidt indtil du har en homogen masse. Kom chokolademassen henover lakridskaramellen og fordel med en paletkniv. Kom herefter tærten på køl indtil chokoladen har sat sig.
Chokoladesnørre:
Start med at temperere din chokolade. Jeg tempererer altid min chokolade i mikroovnen – dette kan dog også gøres over vandbad. Jeg synes, det er langt nemmere at gøre i mikroovnen. Hak chokoladen groft. Kom den i en skål og giv det nu 20 sekunder i mikroovnen. Rør rundt. Giv nu chokoladen 10-15 sekunder i mikroovnen. Rør rundt. Afhængig af hvor smeltet din masse er på nuværende tidspunkt skal du nu give chokoladen kortere tid i mikroovnen (omkring 5 sekunder). Når din chokolade har små mængder hakket chokolade, som endnu ikke er smeltet, tages skålen ud af mikroovnen og lad nu stykkerne smelte forsigtigt sammen. SØRG HELE TIDEN FOR AT MASSEN IKKE OVERSTIGER 32 GRADER! Er du bange for, at din masse er ved at blive for varm, så tilsæt lidt ekstra hakket chokolade.

Hav din kageplast klar og klip nogle til de er cirka 15 cm lange. Læg kageplastet fladt på bordet og
kom nu lidt chokolade på kageplastet og stryg det ud med en paletkniv. Tag din spartel og skrab nu fra den ene ende til den anden, så du får nogle tynde lange chokoladestrimler. Tvist nu kageplastet og lad det sætte sig i en rund form – fx et glas, så strimlerne vil formes som snørre. Når chokoladen har sat sig, pilles kageplastet af og vupti – så har du chokoladesnørre.

Pynt

Befri tærten fra formen og kom den på et fad. Drys med lidt havsalt og sprøjt lidt lakridskaramel ud vha. en sprøjtepose og en kruset tylle. Kom til sidst chokoladesnørrene på samt lidt rød skovsyre.

Rigtig god kagelyst!

Print Friendly

Leave a Reply